Road-trip og folkefest

Aloha ’oe!

Hermed endnu en opdatering fra O'ahu. Til at starte med håber jeg, at alle har det godt derhjemme/-nede/-oppe/-ude.

Vi har brugt de seneste par uger på at se lidt nærmere på, hvad øen har at tilbyde uden for Waikiki, hvilket har resulteret i mange gode oplevelser.

Først og fremmest lejede vi en bil i forrige weekend og tog på road-trip med et par af de tyske gutter (Musti og Andy), som vi hænger en del ud med hernede. Første stop på turen var McDonald’s, da tømmermændene lige skulle kureres…hold op, hvor er det svært at leve sundt herude – til gengæld tilsvarende let at leve sjovt…

Anyways, derfra gik turen så videre til Hanauma Bay, hvilket er det bedste sted at snorkle på øen. Som det er tilfældet med rigtig mange ting her i USA, skal de instanser, der står for driften af de forskellige attraktioner være sikre på at have fralagt sig ansvaret for evt. ulykker. Derfor startede oplevelsen med en introduktionsvideo omkring, hvordan man skal gebærde sig i vandet. Videoen indeholdte en sang, der tilsyneladende var udført af fiskene selv, med en fesen melodi og det uforglemmelige omkvæd ”Please don’t feed me. I can survive on my on”. Dernæst fulgte teser såsom: ”Look at the environment, but do not interfere – do not touch”, “Never swim alone. Use the buddy-system” og den altoverskyggende tommelfingerregel “If in doubt, just stay out”.

Således lærde kastede vi os ud i bølgen blå, og det var en forrygende oplevelse. Vi fik set næsten alle fiskene fra videoen (desværre ingen skildpadder) og kunne komme meget tæt på – og for en rookie i snorkling-faget (i hvert fald i det her omfang) var det altså en surrealistisk oplevelse og ikke mindst en dejlig måde at brune ryggen på. Det skal helt sikkert prøves igen!

Vi tog derefter videre til Sandy Beach. Et sandt paradis for body-boarders. Der er altid store bølger, og selvom vi var der på en af de mindre vilde dage, kunne man sagtens få god fart på boardet, så der gik lige barndommens gade i den i en times tid :) .

Turen gik videre til nogle fantastisk flotte sandstrande bl.a. Turtle Bay, som er en lille strand, der hører til en rigtig flot hotelressort. Trods navnet fandt vi desværre heller ingen skildpadder der :( . Til gengæld er det på Turtle Bay Resort, at filmen ’Forgetting Sarah Marshall’ er optaget, så det gav vel alligevel stoppet en dybere mening på en eller anden måde.

Desværre var vejret ikke rigtig med os, da vi nåede North Shore, så planerne om at se solnedgangen på Sunset Beach blev droppet.

Om aftenen var vi til en stor Valentine’s fest på et af Waikikis diskoteker, så der er ingen, der kan beskylde os for at glemme hyggen. Det er i øvrigt vanvittigt, hvor meget der bliver gjort ud af den dag herovre. Jeg har sjældent set så lyserøde og hjerter-i-forskellige-udforminger-udsmykkede supermarkeder. Der var flere hele aisles – og de er store herovre - kun med Valentine’s-relaterede produkter.

Nå, men tilbage til vores finkulturelle oplevelser. Et par dage efter vores ørundtur tog vi (Kim, Henrik, tyske Andy, danske Nik og jeg) på ”hike” i Diamond Head-krateret, som er de vulkanlignende bjerge, der ligger øst for Waikiki. Turen op til toppen foregik dog hovedsageligt på asfalterede stier og trapper, så at kalde det et hike er måske at tage munden for fuld, men udsigten fra toppen var dog ikke til at tage fejl af.

Derfor tog vi (K, H og jeg samt tyskerne Andy, Musti, Felix og Lara) weekenden efter af sted på et lidt mere regulært hike i Manoa Valley. Desværre gjorde tømmermænd og manglende planlægning, at vi kom lidt sent af sted, så da vi endelig nåede op på de trails, hvor man følte sig rigtig ude i vildmarken, var vi nødt til at finde vores vej ud af ”regnskoven”, mens der endnu var dagslys.

Vi skal dog helt sikkert prøve det igen – bare uden tømmermænd og med ordentlige sko. Tror vi prøver på North Shore næste gang. Det er der, de optager tv-serien LOST, så der skulle da være mulighed for at finde noget rigtig jungle.

Tirsdag aften fejrede amerikanerne så Mardi Gras/Fat Tuesday i China Town. Det er et stort karneval med masser af udklædte mennesker i gaderne, samba-optog, live-musik og valuta i form af perlekæder – one bead equals a peak at the receiver’s chesticles :) .

Festen fortsatte på Moose’s. Det var jo ikke at forglemme Mooseday, så dagen i dag (onsdag) har været præget af overhængere, og nu er jeg altså blevet for træt til at skrive mere...

I fremtiden vil jeg prøve at opdatere bloggen lidt hyppigere, så jeg slipper for disse lange opremsninger og kan gå mere i detaljer, men vid også at dette ej er et løfte…

Så for nu er der bare tilbage at sige: Nyd billederne - og når du så har sovet et velafmålt antal gange, vil der igen være nyt herfra…

Malama pono,

Martin