Hermed min (længeventede?) første blog om opholdet på Hawai'i. Det hele startede jo en råkold januardag i Danmark, hvor jeg, efter at have sagt min 'på gensyn', blev kørt til Billund Lufthavn af den nærmeste familie. Vi mødtes med mine to rejsekammerater Henrik og Kim og deres respektive familier, og efter forældrene havde udvekslet historier om, hvor håbløst uforberedte deres sønner var, drog vi afsted.
I økonomiens tegn havde vi valgt at tage med RyanAir til Heathrow næsten et døgn, før vores fly mod Canada skulle lette. Vi regnede da stærkt med, at en af verdens største lufthavne ville kunne underholde os i de ca. 20 timer. De viste sig i midlertid, at der hverken er underholdning eller humane sovepladser i nattetimerne, så det endte med at blive en laaaang nat.
I Vancouver viste det sig så, at Kim havde glemt sin I-20 (der er et meget vigtigt dokument, hvis du vil ind i USA), så han måtte ind på immigrationskontoret og forklare sin sag. De tog så kontakt til HPU, og efter et stykke tid fik han så lov til at følge os andre ind i mulighedernes land. Det betød dog, at vi måtte skynde os til flyet, og vel var de sidste der boardede. Om det var denne hektiske situation, der gjorde, at jeg smed et andet vigtigt dokument væk, skal være usagt, men min I-94, der beviser, at jeg er legalt i landet var i hvert fald væk, da vi mødte op på HPU til introduktionsmødet - selvfølgelig på den sidste dag et sådant blev afholdt. Mere om det senere...
Anyways, vi nåede til Oahu, Hawai'i in the United States of America, og satte kursen mod det hostel, vi havde booket i Waikiki. Drengene gik ud for at se nærmere på byen, mens jeg blev hjemme og plejede en influenza, jeg havde fanget mig i vinterkulden derhjemme, og som nok ikke havde haft godt af de mange timer i aircondition i lufthavne og fly. Derfor gik de første dage uden, jeg oplevede det store, men vi var dog alle enige om, at det ikke var særlig holdbart, at bo på et hostelværelse med 8 andre larmende, snorkende mennesker, så boligjagten gik ind.
Efter yderligere et par dage kom Kim i kontakt med en 62-årig dame, der havde en lejlighed til leje. Vi lavede en aftale om at se den om aftenen, og nogle timer senere skrev vi under på en lejekontrakt over et par øl og en White Russian. Umiddelbart har vi dog lavet en ret god deal :) .
Sidder faktisk på altanen nu. Har lige smidt en lille cardinal (fugl, som jeg ikke kender det danske navn på) ud af vores lejlighed. Håber ikke den nåede at overskide stuen...hmm, det kigger drengene vel på, når de vågner/kommer hjem fra stranden (gæt: hvem er hvem? :)) .
Nå...tilbage hertil... Lejligheden består af en stor stue med en stor altan, der har et flot vue over bjergene og Ala Wai-kanalen. Desuden har vi to soveværelser. Det ene tilhører dog udlejers Marine-søn, Stuart, når han ellers ikke er på basen eller i camp diverse steder. Han skal eksempelvis afsted i seks uger i marts/april, så der har vi lidt mere plads at boltre os på.
Han er dog en rigtig fin fyr, og vi har været ude i Waikikis natteliv og lære ham lidt om den danske alkoholkultur :) . Udlejeren selv, Cindy, har boet med os indtil i forgårs og hendes moderinstinkt har gjort, at der på magisk vis har stået mad klar, når vi kom hjem fra skole og vores beskidte tøj, hvis man ignorerede det længe nok, ud af det blå blev rent. Så vi er faktisk meget tilfredse med dealen. Selvom der da også er dejlig roligt nu, hvor "mor" har forladt os, og vi skal klare os selv for alvor :) .
Skolen er noget mere krævende end jeg lige havde regnet med...eller det vil sige, at niveauet måske ligger noget under danske forhold. Vi har et fag, der mest bare går ud på, at vi skal lege nogle forskellige lege, der skal lære os, om hvordan kulturforskelle skal imødekommes. Men der er mange små afleveringer, præsentationer og tests hele tiden, og man bliver jo vurderet løbende, så det er noget anderledes end det danske universitetssystem.
Ellers har jeg nogle rigtig fine fag: Intercultural Communication (førnævnte, meget afslappede fag), U.S. Diplomatic History (med en fantastisk underviser - den bedste, jeg nogensinde har haft), World Politics (med en hyggelig, gammel mand, der elsker at fortælle historier og vise film), Business Communication (et fag, hvor man allerede ved det meste på forhånd - har åbenbart lært lidt på ASB...(!)) - derudover har jeg History of Hawai'i, som også er helt vildt spændende, men jeg kæmper lige lidt med ASB om at få det godkendt som et engelsk fag, hvis jeg ikke kan det, skal jeg tage et sommerkursus, når jeg kommer hjem, og så skipper jeg det sgu nok for at få lidt mere tid til at være turist. Det er nemlig ikke meget, vi har oplevet endnu.
Vi har timer midt på dagen mandag til fredag, og har desværre brugt vores weekender på at have tømmermænd indtil nu. Så det er nok godt, at vi har en Spring Break plus en måned efter eksamen til at kigge lidt nærmere på Oahu, Big Island og Maui. Det er ret nemt at komme rundt på øen med bus, så hvis vi nu prøver at holde os ædru en aften tager vi nok snart på ørundtur, så I kan se nogle billeder af steder uden for Waikiki.
På søndag skal vi dog til Pro Bowl (All-Star-kamp i amerikansk fodbold i Honolulu). Det glæder jeg mig meget til. Vi regner med at tage derud i god tid, så vi kan få hele oplevelsen med. Vi så jo i øvrigt også Super Bowl på en lokal bar. Der var flest Cardinals-fans, så det var lidt ærgerligt, de ikke vandt, men det var nu meget skægt alligevel. Har i øvrigt også været inde at se HPUs Sea Warriors spille basket. Det var også en sjov oplevelse med cheerleaders, dansetrup, konkurrencer, stadionspeaker og media timeouts - det kan de herovre :) .
Ellers har vi været innovative og startet en sportsklub for folk, der gerne vil spille lidt forbold, volley eller andet på et afslappet plan. Det har været en ret god succes indtil nu, og det er jo en god måde at møde nogle forskellige mennesker. Der har både været folk fra Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Boston og Big Island med so far. Så vi hygger os ret godt hernede.
Vejret har ikke været fantastisk det sidste stykke tid. For det meste overskyet og med regnbyger, men man tager det lidt mere stille og roligt, når man skal være her i fem måneder :) .
Ellers har jeg det godt. Har sikkert glemt en masse. Men vender tilbage senere...
Håber alle har det godt i Danmark.
Mahalo, Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar