Hejsan allihop!
Vejret er igen forrygende her på O'ahu. Faktisk så godt, at mit ansigt er begyndt at smuldre som følge af en solskoldning eller hvad det nu hedder, når man har fået for meget sol og ens hud begynder at falde af, så man står tilbage med et ansigt, der er dækket af en række forskelligfarvede hudplamager. Det ser ret fjollet ud, og er tilsyneladende til megen morskab for lejlighedens øvrige beboere - og jeg skal nok forsøge at være bedre til at huske solcremen fremover, mor...
By the way, vores rugbrød blev rimelig gode for et første forsøg, og nu har vi surdej til at stå og boble i køleskabet til fremtidige eksperimenter. Bortset fra det har vi lagt danskheden bag os for en stund - eller det vil sige, at der stadig følges med i diverse danske fodboldkampe via diverse online tv-stationer, samt at vi afholder Paradise Hotel-aftener af og til for at følge studiekammeraten Martins udskejelser i realityshowet. Og nu varer det jo heller ikke længe, før der kommer besøg hjemmefra i et par omgange. Men mere om det i en senere blog...
Ellers har den sidste tid været brugt på mid-terms, der umiddelbart er klaret i fin stil. Mangler dog stadig en på fredag i History of Hawai'i, men så er der også Spring Break!
Jeg kan definitivt ikke få det nævnte fag godkendt, hvilket betyder, at jeg vil mangle seks ECTS-point, når jeg kommer hjem, og derfor enten skal tage ekstra fag på 5. eller 6. semester - eller alternativt tilmelde mig Summer University og få det overstået i juli eller august...Great(!). Jeg har dog besluttet mig for at følge faget til ende alligevel, om ikke andet er det da noget, der er lidt sjovt at vide noget om, når man kommer hjem.
Ellers har vi som sædvanligt festet en del på det sidste, mest udtalt igår, hvor St. Patrick's Day skulle fejres. Dette foregik ligesom jeg tidligere har beskrevet det med Mardi Gras. En stor gadefest i downtown Honolulu, og så videre på bar i Waikiki. Det var absolut en sjov oplevelse at være irsk for en dag - og byen var i den grad malet grøn, indtil vi malede den rød :) - alt dette i overført betydning naturligvis, så ingen dumme kommentarer Søren eller andre ;).
Anyways, Spring Break is coming up...og vi har planlagt at tage på et lille visit på naboøen Kaua'i. Vi tager derover fra mandag til onsdag med nogle svenskere og hollændere, og der er endnu ikke lagt de store planer, men et mål er i hvert fald at opleve en luau/Hawaiian feast, der er en stor grillfest med Hawaiiansk mad, musik, dans og underholdning. Så der skulle være chancer for at se turens første rigtige hulahula-pige...
"Ellers ved jeg ikke, hvad der sker så meget..." - glemmer helt sikkert en masse, så stil endelig spørgsmål, hvis I mangler info - ellers hedder det vel bare: "'till next time".
Spread a little aloha...
Martin