Kasseret!...indtil videre?

Aloha papapau!
Bare lige en hurtig historie fra gårsdagens undervisning...
Igår, torsdag, havde vi som sædvanlig U.S. Diplomatic History, som er et rigtig spændende fag med en virkelig god underviser, men noget var anderledes denne dag.
Da vores professor trådte ind i lokalet, var han fulgt af to andre temmelig normalt udseende amerikanere. De to fik ordet og præsenterede sig som agenter fra the Central Intelligence Agency, og pludselig var vores historietime i stedet blevet til en CIA recruitment session.
Agenterne fortalte os om deres arbejde, der hovedsageligt går ud på at overtale folk i andre lande til at udføre spionage mod deres eget lands regering.
Der er "kun" fire krav, man skal opfylde for, at man kan blive CIA-agent.
1) Man skal være amerikansk statsborger.
2) Man skal være kynisk. Man må ikke have problemer med at manipulere andre.
3) Man skal være kunne sætte sine værdier til side, da målet i sidste ende helliger midlet.
4) Man skal være villig til at leve hele sit liv undercover, og holde sin rigtig identitet skjult.
Hvis man så opfylder disse krav, er man klar til at drage rundt i verden, møde folk, blive venner med dem og i sidste ende rekruttere dem som spioner.
"Hvad sker der, hvis vedkommende så svarer nej?", spurgte en af vores amerikanske medstuderende. "Well, we got our ways to deal with that", lød svaret tilbage.
Med det hemmelighedsfulde svar fortsatte de to med at fortælle om, hvor fantastiske CIA er og hvor mange muligheder et job i 'the Agency' giver - uden dog at blive særlig konkrete. Men mon ikke det er en af de der "If I told you, I would have to kill you"-ting.
Alt i alt var det er ret sær oplevelse. Jeg havde sgu ikke lige regnet med at skulle overvære en CIA-rekrutteringsseance som en del af min undervisning - og tja, jeg blev jo også kasseret allerede på det første krav. Men hvem ved...måske kan jeg en dag blive rekrutteret som spion i Danmark og holde øje med den danske regering...rart at vide, at "Mulighedernes land" altid giver second chances.
That wraps it up...
Take care,
Martin

Road-trip og folkefest

Aloha ’oe!

Hermed endnu en opdatering fra O'ahu. Til at starte med håber jeg, at alle har det godt derhjemme/-nede/-oppe/-ude.

Vi har brugt de seneste par uger på at se lidt nærmere på, hvad øen har at tilbyde uden for Waikiki, hvilket har resulteret i mange gode oplevelser.

Først og fremmest lejede vi en bil i forrige weekend og tog på road-trip med et par af de tyske gutter (Musti og Andy), som vi hænger en del ud med hernede. Første stop på turen var McDonald’s, da tømmermændene lige skulle kureres…hold op, hvor er det svært at leve sundt herude – til gengæld tilsvarende let at leve sjovt…

Anyways, derfra gik turen så videre til Hanauma Bay, hvilket er det bedste sted at snorkle på øen. Som det er tilfældet med rigtig mange ting her i USA, skal de instanser, der står for driften af de forskellige attraktioner være sikre på at have fralagt sig ansvaret for evt. ulykker. Derfor startede oplevelsen med en introduktionsvideo omkring, hvordan man skal gebærde sig i vandet. Videoen indeholdte en sang, der tilsyneladende var udført af fiskene selv, med en fesen melodi og det uforglemmelige omkvæd ”Please don’t feed me. I can survive on my on”. Dernæst fulgte teser såsom: ”Look at the environment, but do not interfere – do not touch”, “Never swim alone. Use the buddy-system” og den altoverskyggende tommelfingerregel “If in doubt, just stay out”.

Således lærde kastede vi os ud i bølgen blå, og det var en forrygende oplevelse. Vi fik set næsten alle fiskene fra videoen (desværre ingen skildpadder) og kunne komme meget tæt på – og for en rookie i snorkling-faget (i hvert fald i det her omfang) var det altså en surrealistisk oplevelse og ikke mindst en dejlig måde at brune ryggen på. Det skal helt sikkert prøves igen!

Vi tog derefter videre til Sandy Beach. Et sandt paradis for body-boarders. Der er altid store bølger, og selvom vi var der på en af de mindre vilde dage, kunne man sagtens få god fart på boardet, så der gik lige barndommens gade i den i en times tid :) .

Turen gik videre til nogle fantastisk flotte sandstrande bl.a. Turtle Bay, som er en lille strand, der hører til en rigtig flot hotelressort. Trods navnet fandt vi desværre heller ingen skildpadder der :( . Til gengæld er det på Turtle Bay Resort, at filmen ’Forgetting Sarah Marshall’ er optaget, så det gav vel alligevel stoppet en dybere mening på en eller anden måde.

Desværre var vejret ikke rigtig med os, da vi nåede North Shore, så planerne om at se solnedgangen på Sunset Beach blev droppet.

Om aftenen var vi til en stor Valentine’s fest på et af Waikikis diskoteker, så der er ingen, der kan beskylde os for at glemme hyggen. Det er i øvrigt vanvittigt, hvor meget der bliver gjort ud af den dag herovre. Jeg har sjældent set så lyserøde og hjerter-i-forskellige-udforminger-udsmykkede supermarkeder. Der var flere hele aisles – og de er store herovre - kun med Valentine’s-relaterede produkter.

Nå, men tilbage til vores finkulturelle oplevelser. Et par dage efter vores ørundtur tog vi (Kim, Henrik, tyske Andy, danske Nik og jeg) på ”hike” i Diamond Head-krateret, som er de vulkanlignende bjerge, der ligger øst for Waikiki. Turen op til toppen foregik dog hovedsageligt på asfalterede stier og trapper, så at kalde det et hike er måske at tage munden for fuld, men udsigten fra toppen var dog ikke til at tage fejl af.

Derfor tog vi (K, H og jeg samt tyskerne Andy, Musti, Felix og Lara) weekenden efter af sted på et lidt mere regulært hike i Manoa Valley. Desværre gjorde tømmermænd og manglende planlægning, at vi kom lidt sent af sted, så da vi endelig nåede op på de trails, hvor man følte sig rigtig ude i vildmarken, var vi nødt til at finde vores vej ud af ”regnskoven”, mens der endnu var dagslys.

Vi skal dog helt sikkert prøve det igen – bare uden tømmermænd og med ordentlige sko. Tror vi prøver på North Shore næste gang. Det er der, de optager tv-serien LOST, så der skulle da være mulighed for at finde noget rigtig jungle.

Tirsdag aften fejrede amerikanerne så Mardi Gras/Fat Tuesday i China Town. Det er et stort karneval med masser af udklædte mennesker i gaderne, samba-optog, live-musik og valuta i form af perlekæder – one bead equals a peak at the receiver’s chesticles :) .

Festen fortsatte på Moose’s. Det var jo ikke at forglemme Mooseday, så dagen i dag (onsdag) har været præget af overhængere, og nu er jeg altså blevet for træt til at skrive mere...

I fremtiden vil jeg prøve at opdatere bloggen lidt hyppigere, så jeg slipper for disse lange opremsninger og kan gå mere i detaljer, men vid også at dette ej er et løfte…

Så for nu er der bare tilbage at sige: Nyd billederne - og når du så har sovet et velafmålt antal gange, vil der igen være nyt herfra…

Malama pono,

Martin

Endnu en hård Waikikisk weekend

's up, guys?
Håber alle har det godt hvor end I er.
De sidste par dage her i Hawai'i har været brugt på at socialize European style, så alkoholindtaget har været centrum. Weekenden bød på fest fredag aften i vores lejlighed, dansk BBQ lørdag, tysk 8o'er fest lørdag aften (blev også flyttet til vores lejlighed, da tyskerne blev smidt ud kl 23 - amerikanere er meget intolerante mennesker, når det kommer til støj, selv i weekenden), Pro Bowl søndag (med fly-overs, national anthem, halftime show med Ciara og Enrique Iglesias og naturligvis en football-kamp med de bedste spillere i verden). Tirsdag aften blev brugt på europæernes yndlingstirsdagsbar, Moose's. Et sted, der er meget svært at slippe uden om, hvis man gerne vil være med, hvor det sner (Monday, Mooseday, Wednesday...). Alle fra HPU møder op der hver tirsdag aften, så det har været nogle hårde dage, da der også har været presset to afleveringer ind i programmet...
Derfor har vi også aftalt at leje en bil denne weekend, så vi kan komme lidt rundt på O'ahu.
Så se frem til at se billeder fra næste indlæg.
'til then:
Hang loose, peeps!
Martin

Første blog: Opsummering af de første uger

Aloha folks
Hermed min (længeventede?) første blog om opholdet på Hawai'i. Det hele startede jo en råkold januardag i Danmark, hvor jeg, efter at have sagt min 'på gensyn', blev kørt til Billund Lufthavn af den nærmeste familie. Vi mødtes med mine to rejsekammerater Henrik og Kim og deres respektive familier, og efter forældrene havde udvekslet historier om, hvor håbløst uforberedte deres sønner var, drog vi afsted.
I økonomiens tegn havde vi valgt at tage med RyanAir til Heathrow næsten et døgn, før vores fly mod Canada skulle lette. Vi regnede da stærkt med, at en af verdens største lufthavne ville kunne underholde os i de ca. 20 timer. De viste sig i midlertid, at der hverken er underholdning eller humane sovepladser i nattetimerne, så det endte med at blive en laaaang nat.
I Vancouver viste det sig så, at Kim havde glemt sin I-20 (der er et meget vigtigt dokument, hvis du vil ind i USA), så han måtte ind på immigrationskontoret og forklare sin sag. De tog så kontakt til HPU, og efter et stykke tid fik han så lov til at følge os andre ind i mulighedernes land. Det betød dog, at vi måtte skynde os til flyet, og vel var de sidste der boardede. Om det var denne hektiske situation, der gjorde, at jeg smed et andet vigtigt dokument væk, skal være usagt, men min I-94, der beviser, at jeg er legalt i landet var i hvert fald væk, da vi mødte op på HPU til introduktionsmødet - selvfølgelig på den sidste dag et sådant blev afholdt. Mere om det senere...
Anyways, vi nåede til Oahu, Hawai'i in the United States of America, og satte kursen mod det hostel, vi havde booket i Waikiki. Drengene gik ud for at se nærmere på byen, mens jeg blev hjemme og plejede en influenza, jeg havde fanget mig i vinterkulden derhjemme, og som nok ikke havde haft godt af de mange timer i aircondition i lufthavne og fly. Derfor gik de første dage uden, jeg oplevede det store, men vi var dog alle enige om, at det ikke var særlig holdbart, at bo på et hostelværelse med 8 andre larmende, snorkende mennesker, så boligjagten gik ind.
Efter yderligere et par dage kom Kim i kontakt med en 62-årig dame, der havde en lejlighed til leje. Vi lavede en aftale om at se den om aftenen, og nogle timer senere skrev vi under på en lejekontrakt over et par øl og en White Russian. Umiddelbart har vi dog lavet en ret god deal :) .
Sidder faktisk på altanen nu. Har lige smidt en lille cardinal (fugl, som jeg ikke kender det danske navn på) ud af vores lejlighed. Håber ikke den nåede at overskide stuen...hmm, det kigger drengene vel på, når de vågner/kommer hjem fra stranden (gæt: hvem er hvem? :)) .
Nå...tilbage hertil... Lejligheden består af en stor stue med en stor altan, der har et flot vue over bjergene og Ala Wai-kanalen. Desuden har vi to soveværelser. Det ene tilhører dog udlejers Marine-søn, Stuart, når han ellers ikke er på basen eller i camp diverse steder. Han skal eksempelvis afsted i seks uger i marts/april, så der har vi lidt mere plads at boltre os på.
Han er dog en rigtig fin fyr, og vi har været ude i Waikikis natteliv og lære ham lidt om den danske alkoholkultur :) . Udlejeren selv, Cindy, har boet med os indtil i forgårs og hendes moderinstinkt har gjort, at der på magisk vis har stået mad klar, når vi kom hjem fra skole og vores beskidte tøj, hvis man ignorerede det længe nok, ud af det blå blev rent. Så vi er faktisk meget tilfredse med dealen. Selvom der da også er dejlig roligt nu, hvor "mor" har forladt os, og vi skal klare os selv for alvor :) .
Skolen er noget mere krævende end jeg lige havde regnet med...eller det vil sige, at niveauet måske ligger noget under danske forhold. Vi har et fag, der mest bare går ud på, at vi skal lege nogle forskellige lege, der skal lære os, om hvordan kulturforskelle skal imødekommes. Men der er mange små afleveringer, præsentationer og tests hele tiden, og man bliver jo vurderet løbende, så det er noget anderledes end det danske universitetssystem.
Ellers har jeg nogle rigtig fine fag: Intercultural Communication (førnævnte, meget afslappede fag), U.S. Diplomatic History (med en fantastisk underviser - den bedste, jeg nogensinde har haft), World Politics (med en hyggelig, gammel mand, der elsker at fortælle historier og vise film), Business Communication (et fag, hvor man allerede ved det meste på forhånd - har åbenbart lært lidt på ASB...(!)) - derudover har jeg History of Hawai'i, som også er helt vildt spændende, men jeg kæmper lige lidt med ASB om at få det godkendt som et engelsk fag, hvis jeg ikke kan det, skal jeg tage et sommerkursus, når jeg kommer hjem, og så skipper jeg det sgu nok for at få lidt mere tid til at være turist. Det er nemlig ikke meget, vi har oplevet endnu.
Vi har timer midt på dagen mandag til fredag, og har desværre brugt vores weekender på at have tømmermænd indtil nu. Så det er nok godt, at vi har en Spring Break plus en måned efter eksamen til at kigge lidt nærmere på Oahu, Big Island og Maui. Det er ret nemt at komme rundt på øen med bus, så hvis vi nu prøver at holde os ædru en aften tager vi nok snart på ørundtur, så I kan se nogle billeder af steder uden for Waikiki.
På søndag skal vi dog til Pro Bowl (All-Star-kamp i amerikansk fodbold i Honolulu). Det glæder jeg mig meget til. Vi regner med at tage derud i god tid, så vi kan få hele oplevelsen med. Vi så jo i øvrigt også Super Bowl på en lokal bar. Der var flest Cardinals-fans, så det var lidt ærgerligt, de ikke vandt, men det var nu meget skægt alligevel. Har i øvrigt også været inde at se HPUs Sea Warriors spille basket. Det var også en sjov oplevelse med cheerleaders, dansetrup, konkurrencer, stadionspeaker og media timeouts - det kan de herovre :) .
Ellers har vi været innovative og startet en sportsklub for folk, der gerne vil spille lidt forbold, volley eller andet på et afslappet plan. Det har været en ret god succes indtil nu, og det er jo en god måde at møde nogle forskellige mennesker. Der har både været folk fra Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Boston og Big Island med so far. Så vi hygger os ret godt hernede.
Vejret har ikke været fantastisk det sidste stykke tid. For det meste overskyet og med regnbyger, men man tager det lidt mere stille og roligt, når man skal være her i fem måneder :) .
Ellers har jeg det godt. Har sikkert glemt en masse. Men vender tilbage senere...
Håber alle har det godt i Danmark.
Mahalo, Martin