Hawai'i a.k.a. Big Island

Aloha!
Som jeg omtalte i sidste indlæg, er jeg netop vendt hjem fra en forlænget weekend på Hawai'i - øen forstås - som er den største af Hawai'i-øerne. Derfor har den meget passende fået tilnavnet Big Island. På trods af en, i det store billede, beskeden størrelse, der knap tangerer Region Midtjyllands, er Big Island faktisk mere end dobbelt så stor som de øvrige øer i staten Hawai'i tilsammen.
Andy og Henrik gjorde mig selskab på turen, der på grund af øens størrelse sammenholdt med lave fartgrænser og lange afstande mellem attraktionerne for en stor dels vedkommende blev spenderet i vores lejebil, en Jeep Wrangler.
Vi boede i Kona, der er faktisk er den tidligere statshovedstad, og i øvrigt kendt for sin kaffefarme og bryggeriet, der laver de lokale, middelgode øl. Byen er en lille, hyggelig havneby, der dog er placeret et stykke fra de fleste naturattraktioner, som øen tilbyder.
Den første dag blev brugt i vulkanparken, der blandt andet indeholder verdens mest aktive vulkan, Kilauea, samt den mest massive, Mauna Loa. Vi kom dog ikke tæt nok på til at se flydende lava, men kunne tilgengæld køre rundt og se de fantastiske lavaskabte landskaber, som omfattede store kratere, grotter og massevis af lavasten.
Dagen efter tog vi til selvsamme område, men blev dog uden for selve parken for i stedet at forsøge at køre til toppen af Mauna Loa 4134 meter over havoverfladen. Vi havde hørt på forhånd, at det var en god idé at leje en firhjulstrækker, da opkørslens sidste stykke var lidt svær fremkommelig. Da vi nåede op til vejrobservatoriet blev vejen ganske rigtigt noget mere kuperet og ringe vedligeholdt. Vi forsøgte dog at trille videre, men måtte snart sande, at vores fornuft trods alt sejrede over lysten til at nå toppen.
Dette viste sig at være en rigtig fornuftig løsning, da vi senerehen fandt ud af, at det var nabovulkanen, Mauna Keas top, der er mulig at nå i bil. I stedet gik turen videre til Akaka Falls, der består af to store vandfald i en flot park med masser af forskellig botanik.
Den tredje dag startede på øens sortsandsstrand, hvor der i øvrigt findes massevis af skildpadder. Derefter gik turen videre til 'Imiloa Astronomy Center of Hawai'i, hvor vi håbede at rende ind i Henriks fars kollega, Shawn, der er leder af planetariet. Han havde dog ikke svaret på Henriks e-mail, der meldte vores ankomst, så håbet om en VIP-tour var ikke stort. Shawn var dog netop hjemvendt fra Italien, og vi fik en hurtig tur igennem planetariets udstilling. Vi fik også lov at se en endnu ikke udgivet film om livets oprindelse, inden Shawn rådede os til at skynde os til Mauna Kea for at se solnedgangen fra toppen af bjerget. Det var i det øjeblik, at det gik op for os, at vi havde forvekslet de to bjerge, og vi skyndte os af sted, efter at have takket Shawn for rundturen.
Det var lidt ærgerligt, at vi ikke havde fået kontakt til ham tidligere, da han kunne have skaffet os adgang til observatorierne på toppen. Det ville nu have været fedt at se verdensrummet igennem de store teleskoper fra det sted på jorden, der har ry for at være det bedste at se jordens omgivelser. Mauna Kea er verdens højeste bjerg, hvis man måler fra base til top, da det udover de 4205 meter, det rager i vejret, også strækker sig 6 km under Stillehavets overflade.
Vi kørte i første omgang til Mauna Kea Visitor Center for at vende kroppen til den tynde luft. Samtidig fandt vi naturligvis ud af, at vi i vores strandoutfit ikke just var klædt på til den kulde, der hersker i disse højder. Der måtte derfor handles lidt ind i giftshoppen, hvilket sikrede mig et par Mauna Kea-sweatpants. Vi var dog stadig yderst letpåklædte i forhold til de japanske turister, der var klædt i store uldbukser og -jakker samt skitøj.
Der var så sandelig koldt på toppen - 7 grader sammenholdt med en kraftig vind, der skabte en grim chillfaktor. Vi er dog ikke nordeuropæere for ingenting, så i en blanding af kådhed og fremvisning af vikingegener smed vi overdelen og poserede med solnedgangen i baggrunden og sneklumper i hænderne.
Vi blev på toppen, indtil solen var forsvundet under skyerne og fuldmånen stod flot på himlen. Derefter tog vi tilbage til visitor-centeret og kiggede på nattehimlen igennem de opstillede teleskoper. Derefter gik turen hjem til hotellet, så vi kunne hvile ud, inden hjemturen til O'ahu.
Nu er situationen så den, at jeg rejser til Danmark om godt 48 timer, så der er travlt med at nyde de sidste timer. I aften holder Andy afskedsfest for os, og så skal de næste par dage ellers bare bruges på at blive godt og grundigt mudret på stranden.
Vi ses inden længe.
Hav det smukt,
Martin.

C-H-I-L-L-A-X-A-T-I-O-N!

Aloha folks.
Midt i travlheden i forbindelse med at trække de sidste oplevelser ud af mit ophold på Hawai’i, har jeg langt om længe nok engang fundet til at opdatere min hungrende læserskare. Jeg har efterhånden også en del at samle op på, så jeg lover hermed, at dette bliver et historisk langt indlæg.
Anyways, specielt takket være venskabet med amerikanske James og dennes venlighed blandt andet omkring at dele sin bil med os andre, er O’ahu i den seneste tid blevet oplevet på et noget bredere spekter end Waikikis turistede byliv kan tilbyde.
Fredag i forrige weekend inviterede James en del af det tilbageværende slæng med på en tur til vestkysten i sin pickup-truck. The West Coast er berygtet for sin fattigdom, og på turen til den strand, der var målet for udflugten, så vi da også flere ”hjemløse” mennesker, der havde slået telte op hele vejen langs kysten. Det var en ret surrealistisk oplevelse at se, hvordan folk opbevarer alle deres ejendele i et telt samt i rodet i dets umiddelbare nærhed, og det var helt klart en ret så diametral modsætning til pæne, velholdte Waikiki. Vi ankom dog til en hyggelig, ugeneret strand, hvor vores eneste selskab var den halve snes havskildpadder, der slappede af på stranden eller i vandet. Deres selskab var helt klart med til at gøre turen endnu mere mindeværdig.
Lørdag tog vi så hul på Memorial Day Weekend, der er weekenden, der hylder USA's faldne. James, der arbejder i det amerikanske luftvåben, satte os ind i hvordan den slags skulle håndteres. I bund og grund bruges weekenden på at feste en hel del, inden mandagen, Memorial Day, så bruges til at mindes afdøde venner, besøge gravsteder og lignende. James inviterede os (norske Liss, tyske Andy og jeg) om lørdagen med til the Memorial Weekend Sandbar Party, der er en fest på en sandbanke i havet. Han havde lejet to mindre både, der bragte os et par kilometer ud i Stillehavet, hvor vi lagde til. Vi sprang i det en halv meter høje vand, slog stole op og brugte derefter resten af dagen på football, vandpjankerier, indtag af våde varer samt de løgnehistoriefortællinger, det medførte. Om aftenen holdte tyske Felix den sidste store farvelfest, inden rigtig mange forlod os i de følgende dage.
Som følge af lørdagens udskejelser var det med følgeskab af en stor flok tømmermænd, at jeg søndag morgen tog til lufthavnen for at tage i mod Sahar og Søren. Det var helt vildt hyggeligt at se dem, og vildt lækkert at få chancen for at vise dem rundt på O’ahu. Jeg er i det hele taget glad for, at jeg, når jeg vender hjem, vil være i stand til at snakke oplevelsen igennem med en del, der har lidt indsigt i de hawaiianske omgivelser. Efter at have indlogeret de to besøgende, blev de taget med til stranden i Waikiki, hvor de blev introduceret for den stadig svindende vennekreds herude. Heldigvis faldt Sahar og Søren hurtigt ind i gruppen, der fik et midlertidigt, men skønt nyt pust.
Mandag, stadig i forrige uge, tog vi så en tur Kailua Beach, der, efter min mening fejlagtigt, er udråbt til den flotteste strand på O’ahu. Det hænger måske sammen med, at det har været halvdårligt vejr hver gang, jeg har været der, hvilket også var tilfældet denne dag. Vandet var dog stadig dejligt varmt, og dagen blev brugt på diverse boldspil.
Tirsdag blev vi så i Waikiki, hvor vejret det sidste lange stykke tid har været, mildt sagt, upåklageligt. Solen var faktisk så skarp, at i hvert fald en af nordboerne, krævede en pause. Den blev så brugt til at tage en tur i Waikikis zoologiske have, inden alle skulle gøre sig klar til Mooseday. Lad det være sagt med det samme, at alle var i godt humør, da vi et stykke ud på natten forlod Moose McGillycuddy’s.
Onsdag og torsdag blev brugt dels på stranden i Waikiki og dels på shopping i Ala Moana-centret og i udsalgssted i Waikele. Specielt turen til outletten var givtig for samtlige vores garderober, men også, på trods af væsentlige besparelser, tilsvarende hård ved finanserne. Jeg har dog en aftale med mig selv om ikke at tænke på det sidstnævnte, før jeg igen står på dansk jord.
Fredag tog James så på weekendtur til Maui, hvilket betød, at hans europæiske venner fik lov at låne hans pickup-truck til yderligere oplevelser på O’ahu. Derfor tog vi til North Shore for at campere fredag aften. Det var en virkelig hyggelig aften med flot solnedgang, aftenbadning, grillmad, bål, klar stjernehimmel og lidt obligatoriske våde varer.
Dagen efter var der så lagt i kakkelovnen til en ørundtur, der startede på Waimea Bay Beach Park, hvor det blandt andet blev til et udspring fra en 30 fod høj klippe. Mine evner som klippeudspringer er dog tilsyneladende ikke fantastiske, da det på en eller anden måde lykkedes mig, at dreje hovedet og åbne munden på en sådan måde, at jeg da jeg ramte havoverfladen fik vand ind i munden med et tryk, der gjorde, at jeg fik en flænge i læbestrengen. Dette har betydet en del ømhed og en smule lammelse i overlæben, men efterhånden kan jeg igen ugeneret dele mit charmerende smil med resten af verden :) . Men episoden var endnu et eksempel på, hvor god jeg har været til at komme til skade på dette ophold. En evne, der i nogle kredse har givet mig tilnavnet, the retard, herude. Det er vist godt, at jeg snart er tilbage på dansk jord, så jeg slipper for konstante skrammer.
Derefter fortsatte vi turen østover, og fik set et par steder, som Søren og andre kendere genkendte som locations fra tv-serien LOST. Vi fik taget et par billeder, og Henrik og jeg udnyttede muligheden til at udvise, at vi på turen har lært, hvordan man skal posere foran et kamera i henhold til den nyeste japanermode – resultatet kan ses nedenfor.
Turen fortsatte til Kane’ohe Bay, hvor planen var, at vi ville gå ud til en lille ø, kaldet Chinaman’s Hat. Øen er, som navnet antyder, formet som en kineserhat, og gåturen gennem det lave, varme vand havde været yderst overkommelig, hvis det ikke havde været for en blanding af sarte fødder og stenfyldt havbund.
I stedet satte vi kursen mod min yndlingsstrand, Waimanalo Beach, hvor Sahar og Søren blev introduceret for den ædle kunst at bodyboarde. Derefter satte vi kursen mod Waikiki for at hvile lidt ud ovenpå to virkelig skønne dage.
Søndag tog Sahar, Søren, Andy og jeg ud at hike på Maunawili-ruten, hvilket var et hyggeligt og overkommeligt hike, der bød på god udsigt samt et vandfald. Da vi ankom til vandfaldet var der en hel flok lokale, der var i gang med at holde deres egen lille improviserede klippeudspringskonkurrence, så der var ikke rigtig plads til at bade i den lille pool ved vandfaldets fod. Til gengæld kunne vi overvære de lokales halvvanvittige udspring fra en mere end 10 meter høj klippe ned i en meget lille sø, hvilket jo i sig selv var en oplevelse.
De besøgendes sidste dage på øen blev hovedsageligt brugt på stranden, og så blev der også lige tid til en tur på karaokebar, hvilket jo næsten er et must her på en meget asiatiskdomineret ø. I går, onsdag, var det så tid til at sige ’på snarligt gensyn’ til de to. Der er faktisk mindre end en uge til jeg vender næsen hjemad nu, og det er helt klart med blandede følelser, men på ingen måde noget, jeg græder snot over.
I skrivende stund sidder jeg på Big Island sammen med Andy og Henrik, hvor vi skal være indtil d. 8. juni. Vi ankom tidligere på dagen, og er så småt ved at sige godnat, inden vi i morgen skal ud at se nærmere på intet mindre end verdens største vulkan. Nå, men I vil kunne læse meget mere om mit ophold på Big Island i næste blog.
På falderebet kan jeg nævne, at jeg rejser fra Hawai’i d. 11. juni om aftenen, hvilket vil sige d. 12. om morgenen i Danmark. Vi lander ved 10-tiden på lørdag, d. 13. i Hamborg, og så er det ellers tilbage til gode gamle Danmark.
Så vi ses snart derude, men jeg smider nok lige et indlæg eller to mere i mellemtiden. Kan I have det smukt alle sammen.
Kærlighed,
Martin

Nede på jorden igen

Kære alle.
Efter faldskærmsudspringet, jeg skrev om i sidste blog, er min hverdag nu igen lidt mere "jordnær". Det er godt og vel et par uger siden, jeg fik ferie, og det har været nogle dejlige og afslappende dage på det sidste. Den eneste umiddelbare gøremål, jeg har lige nu, er at blive så "mudret" som muligt inden hjemrejsen til Danmark d. 11. juni :) .
Derudover betyder friheden, at der er endnu mere tid til fodboldkampe i Fort de Russy-parken, pokeraftener med gutterne, grillarrangementer og gøglerier på stranden, solnedgange og friluftsovernatninger på North Shore samt fest og ballade i Waikikis natteliv. Ja, livet er sgu skønt! - se bare billederne nedenfor.
At skolen er slut betyder dog også, at flere og flere begynder at rejse herfra, så der bliver taget afsked med rigtig mange i disse dage. Her er faktisk ved at være en lille smule tomt.
Men det er der jo heldigvis råd for. Sahar og Søren (klassekammerater fra HHX-dagene) fejrer friheden fra deres nyligt afleverede bacheloropgaver ved at komme til Hawai'i fra 24. maj til 3. juni. Så det bliver rigtig rart med nogle "nye" legekammerater, når det nu tynder ud i de gamle.
Nå, men det var, hvad jeg havde til jer i denne omgang. Nyd billederne - I bør være misundelige.
Jeg vil smutte over til Andy "to shoot sum hoops" - eller til de af jer, der ikke er helt inde i amerikansk street slang; spille basketbold.
Håber I alle har det fortræffeligt.
You stay classy, Planet Earth!
Martin

Now I'm free, free fallin'

Endnu engang indleder jeg bloggen med en linje fra en sangtekst, der beskriver den øjeblikkelige situation på Hawai'i. Denne gang er det Tom Pettys/John Mayers sang, kaldet "Free fallin'", der står for tur. Der er to ting i det. "Free" referer til det faktum, at skolen er ovre, og der nu er masser af tid til at udøve den fantastiske chillaxation-kunst. Så nu er mit liv en skøn blanding af sol, strand, alkohol, afslapning og...ja, i det hele taget bare dejlige oplevelser. Det bringer mig til "free fallin'"-delen af overskriften. Det kommer sig af, at jeg netop er vendt helskindet hjem fra mit livs hidtil mest ekstreme oplevelse. Sky diving, baby! - det var sååå sindssygt. Jeg steg med andre ord ombord på et fly med nogle af de andre danskere/semi-danskere (Nicholas, Christoffer og Marcus), og nød udsigten, indtil vi var fire kilometer over jorden. Derefter hæfter en af faldskærmsinstruktørerne sig fast til mig, og siger "We're going first, bro'". Med småsvedige håndflader, hurtigtbankende hjerte, store sommerfugle i maven og spørgsmålet "Hvad er det lige, du har rodet dig ud i her, Martin Ry" kørende rundt i hoved sætter jeg mig i skovskiderstilling foran en åben dør og venter på det sekund, hvor instruktøren skubber os ud i det frie fald. De første par sekunder er nok det største adrenalinkick, jeg nogensinde kommer til at opleve, men efter man vendte sig til det, var det bare en fantastisk sjov tur. Og da faldskærmen så blev slået ud, var der masser af tid til at nyde O'ahu fra fugleperspektiv. Jeg er virkelig glad for, at jeg gjorde det, og kan kun anbefale det til alle. Men lover dog også eventuelle bekymrede relatives og venner, at det var en 'once in a lifetime experience'...ehm, so far at least :) .
Prisen for springet var, inklusiv tips, 160 dollars, hvilket vel er en ret god timeløn, men det var virkelig pengene værd. Man kunne bestille billeder og video af sit spring, men da det ville have mere end fordoblet prisen, valgte jeg at lade være, og må derfor nøjes med det billedmateriale, vi selv optog, hvilket faktisk blev rigtig godt. Jeg har en video af landingen, så der bliver da lidt at vise frem. Ville dog virkelig gerne have set min reaktion under det frie fald...
Nå, jeg vil smutte nu, så jeg kan tænke lidt over fremtidige eventyr. I hører nærmere...
Hav det fortryllende indtil da.
Take it easy,
Martin

Happy birthday to me

Aloha makaainana.
Hermed en kort - men dybtfølt - tak for opmærksomheden omkring min fødselsdag. Jeg er meget beæret over alle hilsenerne på telefon (dansk som amerikansk), mail, facebook, skype og øvrige, i forbifarten glemte, kommunikationskanaler. Det var rart at se, at man ikke er glemt. Også stor tak til familiemedlemmer, som på den ene eller anden måde har begavet mig med noget fødselsdagsmønt til den slunkne kasse. Mahalo!
Håber i øvrigt, at I alle har det forrygende derhjemme.
Min fødselsdag startede torsdag aften ved midnat, hvor en del af vores venner kom over til vores lejlighed og sang mit nytår ind med "Happy Birthday"-sangen samt en hel masse andre danske, tyske og hollandske fødselsdagssange. Så det var en smuk start. Desuden fik jeg en omgang lækkert løbetøj af Henrik og Kim og nogle fine, halvvisne blomster af tyskerne - så hermed smider jeg også lige nogle "mange tak"- og "vielen Dank"-hilsener deres vej.
Min fødselsdagsgave til mig selv var en fridag fra skolen, så fredag formiddag blev brugt på stranden i selskab med 'Pigen der legede med ilden'. By the way, hvis folk allerede går og overvejer, hvilken "Velkommen hjem"-gave de skal give mig, kunne jeg enormt godt tænke mig at se filmatiseringen af Stieg Larssons første bog i trilogien om Blomkvist og Salander :) .
Om eftermiddagen havde Lara og hendes besøgende søster været så flinke at arrangere en fødselsdagsgrillfest til ære for mig, men da jeg ankom, havde de endnu ikke fået gang i kullene, så burgerne måtte tilberedes på stegepanden, da det pressede program senere bød på sejltur. Men de skal i hvert fald have toppoint for tanken.
Ved 17-tiden var der så dømt booze cruise, som er en disciplin, jeg efterhånden har begivet mig ud i nogle gange, men det forbliver nu altså også en rigtig underholdende beskæftigelse. Det er i al sin enkelhed en bådtur til 20 $ med gratis drinks undervejs, hvilket som regel bliver udnyttet til at gøre turen rigtig "våd". Vi var ni, der tog af sted i selskab med omkring 30 mere eller mindre aldrende amerikanere. Turen blev naturligvis startet med at alle sang med på endnu en fødselsdagssang til ære for fødselaren, der kvitterede med at erklære: "Drinks are on me". Dette betød, at folk syntes, jeg var en "darn nice, young man", så jeg måtte stille op til en del fotosessions med nogle gradvist mere og mere berusede Mr. and Mrs. America-par turen igennem ;) .
Anyways, der var minsandten endnu flere gaver på vej i min retning. Lara, hendes søster; Nina, Helena, Sophia, Arjan, danske Morten, canadiske Suz, amerikanske Julia, der alle var med på sejlturen var gået sammen med endnu et par stykker om en virkelig god gave, der indeholdte en masse skønne ting, der vil blive gode minder fra Hawai'i-opholdet (Hawaiiansk ordbog, lykkeamulet, oplukker, perlekæde, kortspil, kalender og polo-shirt).
Som endnu en lille overraskelse, planlagt eller ej, besluttede en hel klan af delfiner sig for at følge vores båd i et godt stykke tid, hvilket naturligvis også var en rigtig sej oplevelse. Desværre skræmte jeg dem væk, da jeg fandt mit kamera frem, så bevismaterialet herunder er ikke helt så overbevisende, som man kunne have håbet. Alt i alt var det dog en rigtig dejlig fødselsdag, der i øvrigt blev sluttet af med fest i vores lejlighed.
Anyways, jeg vil tilbage til lektierne. De sidste opgaver skal lige skrives færdig og eksamenslæsningen klares, så jeg med god samvittighed kan holde ferie på torsdag.
Bliver sååå skønt, men for hulen hvor er det semester gået stærkt!
Kan I have det smukt allesammen. Till next time,
Martin