tirsdag den 21. april 2009

Where did all the good people go?

...således synger O'ahus lokale helt, Jack Johnson, i sin sang af samme navn. Misforstå mig ikke. Der er stadig masser af fantastiske mennesker her på øen, og jeg nyder fortsat livet i fulde drag. Overskriften er bare et udtryk for, at de danske besøgende, jeg/vi har haft her på det seneste, nu har forladt os.
Mine forældre og min søster er allerede tilbage på dansk jord, og pigerne fra vores studie på ASB (Christina, Line, Nina og Trine), der har været her i omkring 14 dage, er nu fulgt efter dem.
Man kan sige, at timingen i deres besøg ikke var fantastisk. Specielt min familie rendte ind i nogle vejrmæssigt knap så gode dage i begyndelsen af deres besøg, og samtidig har jeg ikke haft alt for meget tid til at underholde gæster i de seneste uger, da studiet er eksamenshektisk lige nu. Heldigvis er der nu kun 15 dage til sommerferie! Inden da skal jeg have overstået to præsentationer og fem halv- til helstore afleveringer samt fire eksamener på to dage (4. og 5. maj). Så jeg synes sgu, jeg fortjener ferien, når tiden kommer.
Anyways, det blev til et par ture rundt på O'ahu. Først med familien, der blev hevet ud at snorkle i Hanauma Bay, søster Julie (der i øvrigt ikke er nonne, hvis noget skulle få den tanke) blev introduceret til body-boarding på Waimanalo Beach, i Waimea Valley blev der kigget på botanik og vandfald, i Hale'iwa blev der spist shave ice og solnedgangen blev "oplevet" på Sunset Beach. Det var en rigtig god dag, hvor vejret viste sig fra sin gode side, bortset nogle skyer på North Shore, der forhindrede den perfekte solnedgang.
Pigerne ankom skærtorsdag og blev afhentet i lufthavnen på ægte hawaiiansk vis med leis/blomsterkranse (they got "lei'd" in Hawai'i). Dagen efter var der så påskefrokost med den danske forening, Danish Dynamite, så der var dømt gris på grill. Sidenhen blev det også til ørundtur med pigerne med snorkeling og body-boarding. På Hanauma Bay lykkedes det endelig for Henrik og jeg at se en sea turtle. Vi havde snorkelet rundt med pigerne i et stykke tid, da de begyndte at fryse. Henrik og jeg mente dog ikke, at vi var helt færdige, og tog turen ud på lidt dybere vand, hvor vi stødte ind i skildpadden. Det var virkelig sejt, og vi kunne følges med den i et godt stykke tid. Desværre havde vi på daværende tidspunkt ikke anskaffet os et undervandskamera, og da vi forsøgte igen senere blev det kun til ét billede af en skilpadde, der var på vej ind under en sten. Der er dog stadig billeder tilbage på kameraet, så vi må på jagt igen en anden dag.
Derefter gik turen så til Waimanalo Beach, hvor der blev body-boardet og spillet bold i det helt fantastiske vejr. Vi begav os derefter mod nordkysten i håb om at se solnedgangen med en is i hånden, men på vejen ramte vi ind i nogle kraftige regnbyger, så det blev hverken til sunset eller shave ice i denne omgang.
Derudover er det også blevet til en tur til Pearl Harbor i selskab med Henrik og Trine. Det var egentlig en meget interessant tur, men vi havde kun tid til at se den del af rundvisningen, der var gratis (en film om angrebet og en sejltur ud til Arizona Memorial). Henrik og jeg tager nok hele turen en anden dag. Man bliver faktisk grebet lidt af stemningen.
Anyways, det har alt i alt været nogle dejlige uger med besøg, der har givet nogle skønne afbræk fra hverdagen. En hverdag jeg dog på ingen måde er træt af, selvom den lige nu byder på en del hårdt arbejde, men man kan vel ikke rigtig have ondt af sig selv, når man er på Hawai'i, og i øvrigt lige om hjørnet kan se frem til fire måneders sommerferie fra studierne.
Derudover er vores roommate, Stuart, vendt tilbage efter halvanden måneds militærtræningslejr i California, så vi må nok indstille os på, at vi ikke kan slippe afsted med at være alt for seriøse her i eksamensperioden. Hvor er det dejligt nemt at give Stu skylden for manglende selvdisciplin :) .
Det var alt for nu.
Håber alle har det godt. Kan forstå, at foråret er kommet til Danmark. Så stik dog ud og nyd det i stedet for at sidde foran skærmen ;) .
Varme hilsener,
Martin









Ingen kommentarer:

Send en kommentar